Den bedårende og efterspurgte sopran, Sofie Elkjær Jensen, fik sit gennembrud i 2016 i Thomas Adès´ hundesvære Powder Her Face på Det Kgl. Teater - og er siden blevet fastansat i solistensemblet på Holmen.
Hun har trods sin unge alder været Reumert-nomineret som Årets Sanger samt modtaget en regn af priser.
Udlandet har såmænd også allerede spærret øjnene op for Sofie - men inden det når så langt, er det en udsøgt glæde for OperetteKompagniet at have hende i sin fold i dets første udgave af Sangerportræt!
Den time-lange seance vil centrere sig om sanglige fixpunkter i hendes karriere op til nu - og mon ikke hun også kaster sig ud i en duet med Thomas?
Med vekslende stjerne-artister i den varme stol er dette koncept kommet for at blive ... Der kan bestilles rundvisning på slottet inden - og bagefter skyller vi hele oplevelsen ned med champagne.
Need help, lost your tickets, or have any questions? Click here for help